Vi skal af og til høre det fra hestens egen mund, så denne gang er bloggen udlånt til en ung gymnasieelev. Efter jeg har læst dette, stiller jeg aldrig mere spørgsmålet ”Hvad skal du så være, når du bliver stor”. Følg med her – god fornøjelse.
”Hvad skal du så være, når du bliver stor?” Det spørgsmål tror jeg, at alle teenagere er blevet stillet igennem deres skoletid. Men det er de færreste, der overhovedet ved det. Jeg kender i øvrigt flere, der har valgt gymnasiet, fordi deres forældrene har rådet dem til det – de vil sikre, at deres børn får en god karriere, så i sidste ende var det ikke deres eget valg.
Jeg afsluttede gymnasiet tirsdag d.22/6 2017, hvor jeg efter tre år endelig fik sat min hue på, endda med et 12 tal. Og så tror du måske, at jeg er en af de elever, der tilhører de såkaldte ”superstudenter”, men nej. Jeg har et snit på 7,5, og det er jeg stolt af!
Der ligger også noget underligt i at arbejde målrettet mod at få et høj snit, hvis man ikke aner, hvad man gerne vil på sigt. Jeg har ingen ide, om hvad der bliver min levevej. Det hjælper mig ikke synderligt, at jeg hele tiden bliver spurgt fra familie og bekendte, om hvad jeg gerne vil lave nu, når jeg er færdig med gymnasiet. Jeg svarer det samme hver gang: ”Det ved jeg ikke – jeg tager et års pause”.
Uvidenhed kan føre til succes
Hver gang jeg svarer, fornemmer jeg tydeligt en afstandstagen, de er uforstående og meget overraskede over, at jeg ikke har lagt en plan for, hvad jeg vil nu, hvor jeg er færdig med gymnasiet. Hvorfor bliver de så overrasket? Er det fordi mange af vores forældre er opdraget til, at være mere på sporet? Havde de ikke mange valgmuligheder? Lever de under devisen ”ledighed er roden til alt ondt?” Er de så lykkelige nu? Hvad er der galt med, at man godt vil afvente situationen lidt? Bare fordi jeg ikke ved, hvad jeg har lyst til at lave lige nu, betyder det ikke, at jeg ikke bliver succesfuld eller glad og tilfreds som “voksen”. Jeg vil bare gerne være sikker på, at jeg går den rigtige vej i en verden, der skifter konstant, og hvor f.eks. robotter kommer ind og skal overtage flere og flere arbejdsopgaver.
Vi vil leve livet og ser muligheder
Jeg er ikke den eneste. Hvis man spurgte min gymnasieklasse om de vidste, hvad de skulle efter studentertiden, ville 20% række hånden op. Sådan er det med vores generation. Vi har ikke bestemt os på noget, men vi har lyst til at ændre os hele tiden og derved lære fra dette. Vi ønsker bevægelighed. Vi tror på, at vi skal afprøve forskellige ting, for hvordan skal vi ellers vide, hvad der er det rigtige for os?
Hvis min far har været cykelsmed, er det så ensbetydende med, at jeg også skal blive cykelsmed og overtage min fars firma? Nej det er det ikke. Hvis jeg har lyst til at prøve noget helt andet, så gør jeg det.
Vi ønsker at leve vores passion – finde vores drivkræfter, og på den måde være bedre medarbejdere, forældre, ven, leder osv. Hvis det så ikke er det rigtige alligevel, så skal jeg have lov til at prøve igen, og til eventuelt at fejle igen, fordi jeg er et ung menneske og har hele min fremtid åben for mig.
Så selvom vores generation skal finde os i at blive udspurgt af de ældre generationer og måske benævnt, som dovne, egoistiske og selvoptagne – så smiler vi. Vi ved, at hele vores fremtid er åben for os, og at vi sagtens kan være ubeslutsomme på, hvad vi skal lige nu, og stadig blive glad og succesfuld senere i livet.
Student anno 2017.
